Sjælland og Fyn Tlf. 3064 8130
Menu

Edderkoppen.

Husedderkopperne hører til vores største edderkopper. Selve kroppen kan blive op til 15 mm lang og benene op til 35 mm lange. Mange kan godt blive lidt skræmt ved mødet med husedderkopper, trods deres størrelse er de dog helt ufarlige. Husedderkoppen er faktisk et nyttedyr for de æder insekter og andre smådyr, ligesom mange andre edderkopper gør.

Levevis

Om sommeren lever edderkoppen i sit karakteristiske fangnet. Nettet spindes ofte i et hjørne og består foruden selve fangnettet af et virvar af støttetråde og et lille tragtformet rør, hvor edderkoppen kan gemme sig. Trådene er ikke klæbrige. Fangstteknikken består i, at en flue eller et andet lille dyr forvilder sig ind i spindet og tumler rundt mellem trådene. Edderkoppen, der sidder skjult i retræten, bliver alarmeret af rystelserne, farer ud og overmander ofret. Da spindet ikke tåler regn, bygger edderkoppen det i læ - f.eks. i uforstyrrede kroge af udhuse, i krybekældre, under tagskæg, i stengærder og lignende steder. Parringstiden er maj-juni, og hunnen lægger ca. 50 æg. Æggene lægges i et linseformet ægspind, der er dækket af støv og eventuelt af rester fra edderkoppens måltid. Ægspindet anbringes i selve retræterøret eller i nærheden af dette. De voksne edderkopper kan træffes hele året, så de bliver øjensynligt mere end ét år gamle. Om efteråret forlader mange husedderkopper deres sommerresidens. Da kan de forvilde sig ind i selve beboelsen, men som regel er der for tørt til, at de kan leve der.

Bekæmpelse

Der er ikke nogen reel grund til at bekæmpe husedderkopper. Nogle mennesker er dog så bange for dem, at de ikke kan finde sig i at have dem i huset. CT Skadedyrsservice står gerne til rådighed med råd og vejledning lige som vi gerne udfører en behandling mod de uønskede edderkopper, vi giver gerne et tilbud uden forbindende.

KONTAKT.

Edderkop